Danske konger

Om Erik Ejegod, som fik paven til at godkende oprettelsen af et nordisk ærkebispedømme i Lund, som selv besøgte paven og senere drog på pilgrimsfærd til Det hellige Land, men døde undervejs.Efter Olufs død blev den fjerde af Svens sønner, Erik, valgt til konge af stormændene. Han havde været ved Knuds side, da broderen blev dræbt i Odense, og var flygtet til Sverige for ikke at blive endnu et af det folkelige oprørs ofre.

Erik og folket

Om hans forhold til det danske folk ved man intet. Noget tyder på, at han i begyndelsen af sin regeringstid havde nok at gøre med at bekæmpe venderne, et slavisk folk, der havde hjemme i Nordtyskland. Venderne var trængt af germanerne, der var ved at kolonisere den østlige del af Tyskland. For at klare sig slog venderne ind på plyndringer, og det fik især lollikkerne og falstringerne at mærke. Stednavne som Korselitse på Falster og Kramnitse og Vindeby på Lolland viser, at de til med formåede at bosætte sig på dansk område. Tilsyneladende lykkedes det Erik at erobre vendernes vigtige base, Rügen, og lægge den under Skjalm Hvide, kongens jarl på Sjælland.

Erik og kirken

Det var dog Eriks samarbejde med den danske kirke om at løsrive den fra ærkebispedømmet i Hamborg-Bremen, som optog hans sidste regeringsår. 1103 eller -04 lykkedes det med pavens velsignelse at oprette et selvstændigt dansk bispesæde i Lund. Asser, som Oluf havde gjort til biskop i Lund, blev Nordens første ærkebiskop. Konge, stormænd og kirke havde skabt en smuk treenighed.

Måske var det taknemmelighed over Guds godkendelse af det nordiske ærkebispesæde, der fik Erik til at drage på pilgrimsfærd til Palæstina. 1095 havde pave Urban 2. taget initiativet til det første korstog for at befri Det hellige Land fra de vantro muslimer. 1099 erobrede fromme krigsfolk Jerusalem og mejede såvel muslimske krigere som civile ned.

Da Erik rejste fra Danmark 1103, havde han godt nok krigsfolk med sig under den lange og farefulde rejse, der gik over Novgorod i Rusland og Konstantinopel, den kejserlige hovedstad i Det byzantinske Rige. Hvordan kejseren modtog ham vides ikke, men Erik slap videre. Han kom dog ikke længere end til Cypern, hvor han og blev begravet. Hans dronning, Bodil, nåede helt til Det hellige Land, hvor hun skal være død af sygdom på selveste Oliebjerget.

Erik, som en velvillig eftertid gav tilnavnet “Den gode” eller “Ejegod”, der vistnok betyder ‘den altid gode’, forargede dog en from samtid ved at være overmåde kvindeglad. Selv Saxo, der ynder ham, ikke mindst fordi er hans helt, Valdemar den Stores farfar, må omtale hans

“løsagtighed, der satte stygge pletter på hans levned… Han nøjedes nemlig ikke med at pleje omgang med sin ægtehustru, men holdt friller…”,

som han vistnok fik en del børn med. Men dronning Bodil prises for sin overbærenhed, der fik hende til at vise

“de piger, hun mærkede, han fattede elskov til, moderlig kærlighed”.

Til sin stedfortræder, mens han var i udlandet, havde Erik valgt sin ældste frillesøn, Harald Kejsa, der fik det ry at han var en hård negl. Måske derfor fik han sit tilnavn, der betyder bredbladet spyd. Typisk var det, at han måtte dele magten med Asser. Kirke- og kongemagt i skøn forening.

Vigtige årstal

Søn af
Sven Estridsen og ukendt frille
——————————————————————————–

Gift med
Bodil
——————————————————————————–

Vigtige årstal

1095
Pave Urban 2. organiserer det første korstog til Palæstina.
Knud den Hellige bisættes under højaltret i Skt. Albani kirke.

1098
Erik Ejegod møder pave Urban

1101
Knud helgenkåres

1103
Erik Ejegod drager på pilgrimsfærd
Harald Kesja regerer som stedfortræder