Danske konger

Om Erik Emune, som skaffer sig en mængde fjender og til sidst må lade livet.

Erik Emune, der havde gjort det af med Magnus og Harald Kesja og dennes sønner, var nu ene-konge. Og han tøvede ikke med i et gavebrev at takke Gud og alle hans helgener for den drabelige sejr ved Fodevig, og Erik tildelte Assers bispesæde i Lund rige godsgaver. For på trods af kejser Lothars og pave Innocens’ bestræbelser blev Asser siddende som ærkebisp. Brevet om nedlæggelsen nåede vist ikke engang frem, måske fordi Innocens der var i lommen på Lothar, for en stund blev fordrevet fra pavestolen.

Erik sørgede tillige for at lægge grunden tiol en helgenkåring af sin halvbroder Knud Lavard for på den måde at sikre sin slægts krav på tronen. Ved Ringsted kirke, hvor han fik Knud gravlagt, grundlagde han et kloster, der skulle sørge for at fremskaffe de fornødne mirakler ved Knuds grav, og fra England hidkaldte han en munk, Robert af Ely, der skulle forfatte en helgenbiografi af Knud.

Efter slaget ved Fodevig var er også mangel på biskopper, og Erik ilede til med at udpege en række, heriblandt Assers brodersøn Eskil, der blev biskop i Roskilde. Men dermed lagde han et gøgeæg i den skrøbelige kongelige rede. For knapt havde Eskil sat sig i bispestolen, førend han svor sig sammen med den sjællandske stormand, Peder Bodilsen, engang Eriks ven, nu hans bitre fjende, og fik Erik fordrevet fra Sjælland. Baggrunden er ikke kendt, men måske frygtede de, at det ville gå dem, som det var gået andre, Erik havde fundet det hensigtsmæssigt at udrydde for at sikre sin kongemagt.

Det lykkedes dog Erik at genvinde Sjælland. Eskil måtte indgå et ydmygende forlig, men beholdt dog hovedet. Kun tre år efter at han var blevet enekonge, var Eriks regeringstid omme. Han blev 18. september 1137 dræbt på et tingmøde uden for Ribe, hvor han også blev begravet.

Erik fik tilnavnet Emune, der vist nok betyder “den altid mindeværdige”, men hvad han blev mindet for, det gode eller det onde, står hen i det uvisse.