Efter Erik 2.’s død var der ikke mange kongsemner at vælge imellem: Den seks-årige Valdemar, der var søn af Knud Lavard, Magnus’ søn, Knud og Sven, Erik Emunes egen søn var også mindreårige. Erik Lams adgang til tronen gik gennem hans mor, der var Erik Ejegods datter, hvilket gjorde Erik Lam til Erik Emunes nevø.Roskildekrøniken beskriver ham som en
“mand, der var mere jævn en det sømmede sig for den kongelige værdighed”,
Dette modsiges dog i en fortsættelse af krøniken fra 1200-tallet, der beskriver ham som kongen, der skaffede
“den fasteste fred i sit hjemland”.
Men helt uden problemer gik det dog ikke. I 1139 – altså to år efter tronbestigelsen – dukkede Harald Kesjas eneste overlevende søn, Oluf, op. Han gjorde sig selv til konge over Skåne, fordrev ærkebisp Assers efterfølger, Eskil, og gjorde hvad han kunne for at erobre riget. Han hærgede på Sjælland, men Erik Lam tog kampen op og i et slag i nærheden af Helsingborg blev Oluf dræbt.
Det ser ud som om at det lykkedes ham at skabe noget struktur i den kongelige administration. Gennem et samarbejde med kirken, der i forvejen havde sin egen hierarkiske magtstruktur med ærkebisp, bisp og præster, forsøgte Erik Lam at styre sit land med ombudsmænd placeret rundt om i riget og kunne så nøjes med kontrollere at de gjorde deres arbejde – og straffe dem, hvis de ikke gjorde tingene som han ville have det.
Erik skænkede kirken rige gaver og privilegier. Blandt andet fik munkene i Næstved eneret på stadens torvehandel, ret til at opkræve bøder af deres undergivne og til midsommergæld – vistnok en skat på ildsteder. Især Skt. Knudsmukene i Odense kunne nyde godt at kongens gavmildhed.
I 1146 må Erik være blevet svækket af sygdom, for han gav afkald på tronen og blev munk, netop hos Skt. Knudsmunkene. Her døde han senere samme år og blev også begravet på klostret.
Det er dog næppe hans sygdom, der har været årsag til tilnavnet. En venlig sjæl, historieskriveren Sven Aggesen, der skrev en lille danmarkshistorie i 1180′erne mener, det det var på grund af en “honning mild blødhed i hans væsen”.
Søn af
Hakon Jyde og Raghild
Gift med
Lutgard 1140
Vigtige årstal
1137
Eskil bliver ærkebisp
1139
Harald Kesjas søn Oluf gør sig til konge af Skåne
1141
Erik Lam besejrer Oluf
1145
Lund domkirke indvies
1146
Erik Lam går i kloster