I 1289 – hvor kongen er 15 år gammel – indsætter paven Jens Grand som ærkebiskop. Kongen er meget utilfreds med dette valg, da han var i familie med de adelsmænd, der blev dømt fredløse i forbindelse med mordet på Erik Klipping i Finderup Lade. Jens Grand sværger kongen troskab som lensmand, og samarbejdet fungerer godt i en årrække. Men da kongen i 1293 skal bruge hjælp til at bekæmpe de ‘fredløse’ i deres eksil i Norge og Halland, lever biskoppen ikke op til sine forpligtelser som lensmand.
Han bliver fængslet og sidder halvandet år i fangehullet inden det lykkes ham at bestikke vagterne og flygte til Hammershus på Bornholm. Denne borg hører under Lund stift. Der føres nu en retssag ved pavestolen i Rom, hvor paven prioritere forholdet til kongen højest, og Jens Grand forflyttes til bispesædet i Riga! Langt væk fra alle problemer.Herefter sidder der en franskmand i sædet i Lund indtil det i 1310 lykkes for kongen at få en af sine egne mænd Esger Juul godkendt af pavesædet i Rom. Men ærkebiskop Juul vender rundt og forlanger de konfiskerede godser i Skåne tilbage, og opfordre alle de øvrige biskopper til at stå sammen mod kongens overgreb mod kirken. Biskoppen må flygte til Hammershus, indtil der indgås forlig med Christoffer II omkring 1322.
Valdemar Sejrs sønner, Erik Plovpennig, Abel og Christoffer I, kom i åben kamp om tronen efter faderens død. Erik blev myrdet af Abel, der selv døde under et felttog, mens hans søn sad som fange hos ærkebiskoppen i Køln, der afpressede løsepenge fra kongen! Christoffer benyttede chancen til at udråbe sig selv som konge, og da det var udenfor arvefølge, kunne det kun ske med støtte fra stormændene. De skaffede sig til gengæld større indflydelse på landets styre. Men først med håndfæstningen af Erik Klipping i 1282 blev denne indflydelse via danehof formaliseret som værende én gang årligt: i Nyborg ved Skt. Hans. Her beskæftigede man sig med lovgivning der gjaldt riget.
Det var blandt andet ved et sådant danehof at marsk Stig Andersen i 1276 nægtede at aflægge troskabsed til kong Erik Klippings søn, Erik Menved, og et andet danehof i 1287 at samme marsk Stig sammen med otte andre blev dømt fredløse på grund af mordet på Erik Klipping.
Erik Menved førte en indædt kamp mod de fredløse i Halland, og flere af de jyske stormænd benyttede sig af chancen til at starte et bondeoprør. Det var Erik Menved nødt til at nedkæmpe, og til det brugte han tyske lejetropper. Samtidig byggede han flere borge, blandt andet på Kalø, som ikke så meget var til at forsvare landet mod udenlands fjender, men mere til at styrke kongens magt internt i kongeriget.
Valdemar Sejr var startet på at opsplitte landet i len, blandt andet som belønning til stormænd, og de efterfølgende konger var fulgt i hans fodspor. Det betød at Erik Menved pludselig oplevede, at der efterhånden ikke var noget land tilbage at regere over. Han ville gerne ligesom Valdemar Sejr herske over Østersølandene, og de gamle aftaler med den tyske kejser blev gravet frem. Kejseren accepterede meget overraskende de danske krav, under betingelse af at kongen selv skaffede sig sin ret. Og da de nordtyske fyrstedømmer efterhånden var meget splittede at arvedelinger, var det en relativ let opgave. Rostock blev indlemmet i 1301, Lybæk i 1306, og med hjælp fra hertugen af Mecklenburg kom også Stralsund med i 1317.
Men krige koster penge. Hærene bestod af tyske lejetropper (!), og det var dyrt. Felttoget til Sverige, bøndernes oprør, tilbageerobringen af Nordtyskland. Alt sammen udført af lejetropper der skulle have løn, og de penge skaffede kongen ved at give len som pant. Derved gik man glip af indtægter fra via skatter og afgifter og nye områder måtte gives i pante-len. Hele Fyn var således en periode på tyske hænder. Så Erik kæmpede sig til nordtyske fyrstetitler, medens de tyske småfyrster overtog Danmark vha. økonomien.