Danske konger

Om Niels der regerede i hele tredive år, men som i slutningen af sin regeringstid blev offer for magtkampe mellem stadig flere mulige tronfølgere.Da efterretningerne om Eriks død forelå, samledes rigets høvdinge atter ved Isøre og valgte den femte af Svens frillesønner, Niels, til konge på bekostning af Eriks stedfortræder, Harald Kesja.

Sammen med ærkebiskop Asser fortsatte han dyrkelsen af Knud den Hellige og styrkede samarbejdet med kirken i en sådan grad, at paven i et brev til den polske konge fremholdtforholdet mellem konge og kirke i Danmark som et eksempel til efterfølgelse.

Det behagede givetvis også paven, at Niels som den første kaldte sig “konge af Guds nåde”. Godt nok var kongen enten valgt eller havde arvet riget, men i sidste ende stammede hans magt fra Gud og dennes stedfortræder på jorden, paven.

Det var da også under Niels, at kirken fik gennemført den tiendebetaling til bisp kirke og præst, som det ikke var lykkedes Knud 2. den Hellige at gennemføre. Måske var det denne skat til kirken, der fik bønderne til i 1120′erne at forfølge og dræbe præster, der giftede sig eller beholdt deres koner, selv om paven havde fået det forbudt. De fandt det nok lige stærkt nok, at de skulle forsørge en hel præstefamilie, når de kunne nøjes med at holde liv i en enkelt ugift præst.

For at styrke kongemagtens greb om landsdelene indskrænkede han sin hird. Hirdmændene blev i stedet anbragt rundt om i riget som kongens embedsmænd, der på stedet kunne opkræve bøder og lægge beslag på vrag og på arv, der som følge af mangel på arvinger tilfaldt kronen. En medvirkende årsag til hirdens indskrænkning var bondeprotester mod evig og altid at skulle forsørge kongen og hans følge, når de drog gennem landet.

Knud og Magnus

I de første år af Niels’ regeringstid synes fredelige forhold for en gangs skyld at have været fremherskende, men efterhånden som de mange sønner voksede op, var der lagt i kakkelovnen til en strid om tronfølgen.

Harald Kesja havde allerede været ude efter tronstolen, men det var rivaliseringen mellem Niels’ søn, Magnus og Erik 1. Ejegods søn Knud, som tilmed i modsætning til så mange andre kongesønner kunne prale af at være født indenfor et af kirken velsignet ægteskab, der blev skæbnesvanger.

Knud var af kong Niels sat til at vogte Jyllands sydgrænse mod stadigt hyppigere vendiske angreb. Man sagde, at Knud, der fik titel af hertug og hæderstilnavnet Lavard, herren, fra gammelengelsk hláford, senere Lord, var slesvigerne en god mand. Købmændene i byen Slesvig, der som handelsby havde afløst Hedeby, der var blevet brændt ned af Harald Hårderåde omkring 1050, valgte Knud til deres skytsherre.

Knud blev opfostret hos den mægtige sjællandske Hvideslægt og senere af sachserhertugen Lothar, der 1125 blev tysk konge. Det var da også som Lothars vasal, undergivne, at Knud efter at have slået venderne 1129 blev hersker over Wagrien, et slavisk område i Østholten.

Niles’ søn, Magnus, anede nu i Knud en stærk konkurrent til at efterfølge sin efterhånden aldrende far. I begyndelsen af januar 1131 to Knud mod en indbydelse til et venskabeligt møde med sin fætter i Haraldsted skov uden for Ringsted, og den 7. januar, dagen efter helligtrekongersdag, myrdede Magnus Knud.

Borgerkrig

I sig selv var den slags snigmord ikke noget usædvanligt for den tids opgør mellem kongsemner, men drabet på Knud Lavard kom ikke desto mindre til at spille en afgørende rolle for de næste 25 års magtkampe, det tog form af en uafbrudt borgerkrig. Dertil kom, at Knud Lavards søn, Valdemar, der gik sejrrig ud af borgerkrigen, i 1170 fik Knud helgenkåret for at understrege Erik Ejegods efterkommeres guddommelige ret til kongemagten.

Men herom senere. Foreløbig betød mordet, at det kom til åben kamp mellem på den Niels og Magnus og på den anden side Knuds halvbroder Erik Emune, Erik Ejegods frillesøn, der 1131 blev hyldet som konge af skåningerne og lidt senere af jyderne. Desuden blandede den tyske konge sig. Han krævede gengældelse for mordet på sin vasal. Og 1134, efter at Lothar var blevet kejserkronet af pave Innocens 2., der med et pennestrøg ophævede den danske kirkes selvstændighed og lagde den ind under Hamborg, måtte Magnus krybe til korset, på sin faders vegne anerkende Lothar som sin overherre og modtage kongekronen af kejseren. Et væsentligt argument for denne kapitulation var, at Lothars hær var rykket helt frem til Dannevirke.

Den danske konge var blevet den tyske kejsers vasal. Asser, der hidtil havde støttet Niels, blev naturligvis harm over at have mistet sit ærkesædes magt til åndsfællen i Hamborg og sluttede sig til Erik Emune i kampen mod Niels og Magnus. Det samme gjorde Hvideslægten.

Anden pinsedag, den 4. juni 1134 kom det til et stort slag ved Fodevig ud for Lund i Skåne mellem Erik Emunes og Assers tropper på den ene side og Niels’ og Magnus’ på den anden. Slaget endte med et totalt nederlag til Niels og Magnus. Blandt de dræbte var Magnus og fem bisper, der havde taget den gamle konges parti. Niels undkom med nød og næppe til Jylland, hvorfra han senere flygtede til Slesvig by, måske ikke det mest velvalgte sted, for købmændene dér var om nogen Knud Lavard tro. Borgerne hævnede da også deres kære værneherre ved den 25. juni 1134 at ombringe Niels

Harald Kesja, der bestandigt skiftede side, alt efter det svingende styrkeforhold mellem de stridende parter, havde i Jylland sluttet sig til Niels mod at blive valgt til medkonge. Det viste sig at være et alt andet end klogt træk. 1135 blev Harald opsporet af Erik og dræbt. Elleve af Haralds tolv sønner blev taget til fange og efterhånden aflivet.

Vigtige årstal

Søn af
Svend 2. Estridsen og ukendt frille
——————————————————————————–

Gift med
1. Margrete Fredkulla
2. Ca. 1130 Ulvhild
——————————————————————————–

Vigtige årstal

1103
Paven anerkender uafhængigt ærkebispesæde i Lund

1115
Knud Lavard bliver slesvigsk hertug

1120
Tiende til kirken indføres

1129
Knud Lavard bliver hersker over Wagrien

1131
Magnus myrder Knud

1134
Magnus må anerkende den tyske kejser som sin overherre.

Slaget ved Fodevig.

Niels dræbes i Slesvig by