I slutningen af Erik Menveds regeringsperiode, måtte hans bror, Christoffer, og ærkebiskop Esger Juul flygte ud af landet på grund af deres medvirken i et spirende oprør. Og efterfølgende forsøger Christoffer at indtage Fyn, men uden held. Så Christoffer står klar, da Erik Menved dør i 1319, uden nogen arvinger der kan overtage kronen. Kong Erik skal godt nok på sit dødsleje have advaret mod at lade hans bror overtage magten, men stormændene havde ikke meget at vælge imellem. Eneste modkandidat var hertug Valdemar i Sønderjylland, men da han havde været på de fredløses parti i konflikten omkring mordet på Erik Klipping, var han ikke særlig populær.

I forbindelse med kroningen af Christoffer II skrives også en håndfæstning, der er meget streng. Blandt andet skal borgerne kunne handle “uden told og tyngde” og kongen skal nedbryde de kongelige borge, undtagen de tre gamle i Kolding, Ribe og Skanderborg. Det blev dog ikke til noget.

I håndfæstningen stod også, at Esger Juul skulle have Hammershus tilbage, men den var nu besat af Erik Menveds marsk Ludvig Albertsen, som pant for de penge riget skyldte ham. Da borgen var svært at erobre, prøvede kongen sig i stedet med en belejring af Hammershus. Det blev den længste belejring nogensinde i dansk historie. Fra omkring påske 1323 til 26.august 1324.

Denne kamp og andre belastede de kongelige skatkamre meget, og i 1326 gik det galt. En opstand i Jylland bredte sig til Sjælland og kongen forsøgte at slå oprøret ned, men i stedet blev der oprør blandt hans egne tropper og til sidste endte kongen med at forsvare sine egne borge. Tårnborg ved Korsør blev indtaget efter seksten dages belejring, og her blev Christoffers søn, Erik, taget til fange. Christoffer var inden da flygtet til Vordingborg med resterne fra skatkamret. Men det var ikke nok til at brødføde den hær der skulle holde Vordingborg, så kongen måtte flygte ud af landet.

Efter en kort periode med Valdemar 3. på tronen vender Christoffer tilbage, men han er ikke meget heldigere i andet forsøg. Desuden dør sønnen Erik i forsøget på at beholde tronen. Men på trods af alle disse økonomiske problemer, og en politik, der for os i dag ser fuldstændig forrykt ud, havde han stor opbakning i udlandet. Dette skyldtes dels at Danmark havde været en stormagt i mange år, dels Christoffers stærke personlighed. Men man kan altså ikke udelukkende give ham skylden for Danmarks fallit, her må også Erik Menved bære en del af skylden.

Søn af
Erik 5. Klipping og Agnes af Brandenburg

Gift med
før 1307 Euphemia af Pommern
(ca. 1285 – 1330)

Vigtige årstal

1320
Danmarks første valghåndfæstning
1324
Christoffer krones og hans søn, Erik, krones til medkonge
1326
Christoffer forlader landet
1331
Slaget på Lohede

Valdemar Sejrs sønner, Erik Plovpennig, Abel og Christoffer I, kom i åben kamp om tronen efter faderens død. Erik blev myrdet af Abel, der selv døde under et felttog, mens hans søn sad som fange hos ærkebiskoppen i Køln, der afpressede løsepenge fra kongen! Christoffer benyttede chancen til at udråbe sig selv som konge, og da det var udenfor arvefølge, kunne det kun ske med støtte fra stormændene. De skaffede sig til gengæld større indflydelse på landets styre. Men først med håndfæstningen af Erik Klipping i 1282 blev denne indflydelse via danehof formaliseret som værende én gang årligt: i Nyborg ved Skt. Hans. Her beskæftigede man sig med lovgivning der gjaldt riget.

Det var blandt andet ved et sådant danehof at marsk Stig Andersen i 1276 nægtede at aflægge troskabsed til kong Erik Klippings søn, Erik Menved, og et andet danehof i 1287 at samme marsk Stig sammen med otte andre blev dømt fredløse på grund af mordet på Erik Klipping.

Erik Menved førte en indædt kamp mod de fredløse i Halland, og flere af de jyske stormænd benyttede sig af chancen til at starte et bondeoprør. Det var Erik Menved nødt til at nedkæmpe, og til det brugte han tyske lejetropper. Samtidig byggede han flere borge, blandt andet på Kalø, som ikke så meget var til at forsvare landet mod udenlands fjender, men mere til at styrke kongens magt internt i kongeriget.

Valdemar Sejr var startet på at opsplitte landet i len, blandt andet som belønning til stormænd, og de efterfølgende konger var fulgt i hans fodspor. Det betød at Erik Menved pludselig oplevede, at der efterhånden ikke var noget land tilbage at regere over. Han ville gerne ligesom Valdemar Sejr herske over Østersølandene, og de gamle aftaler med den tyske kejser blev gravet frem. Kejseren accepterede meget overraskende de danske krav, under betingelse af at kongen selv skaffede sig sin ret. Og da de nordtyske fyrstedømmer efterhånden var meget splittede at arvedelinger, var det en relativ let opgave. Rostock blev indlemmet i 1301, Lybæk i 1306, og med hjælp fra hertugen af Mecklenburg kom også Stralsund med i 1317.

Men krige koster penge. Hærene bestod af tyske lejetropper (!), og det var dyrt. Felttoget til Sverige, bøndernes oprør, tilbageerobringen af Nordtyskland. Alt sammen udført af lejetropper der skulle have løn, og de penge skaffede kongen ved at give len som pant. Derved gik man glip af indtægter fra via skatter og afgifter og nye områder måtte gives i pante-len. Hele Fyn var således en periode på tyske hænder. Så Erik kæmpede sig til nordtyske fyrstetitler, medens de tyske småfyrster overtog Danmark vha. økonomien.