Men lad os nu bare for en god ordens skyld sige, at det drejer sig om perioden ca. 1050-1250 – altså ca. to hundrede år. Perioden begynder lige som vikingetiden rinder ud; der er ikke længere den kraftige udlængsel hvor der skal erobres mere land, i stedet sker tingene hjemme. Der sker en udvidelse af de forskellige bosættelser og man opdyrker mere jord. Der var ikke nogen der viste noget om global opvarmning, så der er nok fældet en hel del skove for at få plads til noget mere agerjord.

Central styring

Henover denne periode ligger der en kraftig styring fra en central magtbase. Som oftest er det kongen der er i centrum – men der er evindelige kampe mellem kongen, kirken og adelen. Det er sjældent at en enkelt fløj kan sidde på toppen af kransekagen alene, så det skifter lidt, hvem der går i forbund med hvem.
Sikkert er det dog, at der i denne periode bliver en mere formaliseret centralmagt.

Kirkerne skyder frem

Danmark får i denne periode et hav af kirker. Danskerne er blevet kristne (det siger kongen i hvert fald) og kirken er blevet en magtfaktor. Det lønner sig at stå på god fod med de kirkelige, for kommer man dem på tværs risikere man at blive lyst i band og så kan man godt glemme alt om at få nogen som helst magtposition i samfundet – og det gælder også børn og kommende generationer!

Så både konge og stormænd har travlt med at bygge kirker og klostre, og den tilgang af lærde som klostrene forårsager, giver landet et kraftigt løft indefor for både det åndelig og det videnskabelige. Munkene kom nemlig med viden om bedre hygiejne, hvordan man brugte vand som kraftmiddel og meget andet. De var nærmest den tids ingeniører og videnskabsmænd.

De danske konger i den tidlige middelalder

Tiden før Gorm
? – ca. 958 Gorm den Gamle
ca. 958 – 985 Harald Blåtand (Harald 1.)
ca. 985 – 1014 Svend Tveskæg (Sven 1.)
1014 – 1018 Harald 2.
1018 – 1035 Knud den Store (Knud 1.)
1035 – 1042 Hardeknud
1042 – 1047 Magnus den Gode