Efter Olufs død blev den fjerde af Svens sønner, Erik, valgt til konge af stormændene. Han havde været ved Knuds side, da broderen blev dræbt i Odense, og var flygtet til Sverige for ikke at blive endnu et af det folkelige oprørs ofre.

Erik og folket

Om hans forhold til det danske folk ved man intet. Noget tyder på, at han i begyndelsen af sin regeringstid havde nok at gøre med at bekæmpe venderne, et slavisk folk, der havde hjemme i Nordtyskland. Venderne var trængt af germanerne, der var ved at kolonisere den østlige del af Tyskland. For at klare sig slog venderne ind på plyndringer, og det fik især lollikkerne og falstringerne at mærke. Stednavne som Korselitse på Falster og Kramnitse og Vindeby på Lolland viser, at de til med formåede at bosætte sig på dansk område. Tilsyneladende lykkedes det Erik at erobre vendernes vigtige base, Rügen, og lægge den under Skjalm Hvide, kongens jarl på Sjælland.

Erik og kirken

Det var dog Eriks samarbejde med den danske kirke om at løsrive den fra ærkebispedømmet i Hamborg-Bremen, som optog hans sidste regeringsår. 1103 eller -04 lykkedes det med pavens velsignelse at oprette et selvstændigt dansk bispesæde i Lund. Asser, som Oluf havde gjort til biskop i Lund, blev Nordens første ærkebiskop. Konge, stormænd og kirke havde skabt en smuk treenighed.

Måske var det taknemmelighed over Guds godkendelse af det nordiske ærkebispesæde, der fik Erik til at drage på pilgrimsfærd til Palæstina. 1095 havde pave Urban 2. taget initiativet til det første korstog for at befri Det hellige Land fra de vantro muslimer. 1099 erobrede fromme krigsfolk Jerusalem og mejede såvel muslimske krigere som civile ned.

Da Erik rejste fra Danmark 1103, havde han godt nok krigsfolk med sig under den lange og farefulde rejse, der gik over Novgorod i Rusland og Konstantinopel, den kejserlige hovedstad i Det byzantinske Rige. Hvordan kejseren modtog ham vides ikke, men Erik slap videre. Han kom dog ikke længere end til Cypern, hvor han og blev begravet. Hans dronning, Bodil, nåede helt til Det hellige Land, hvor hun skal være død af sygdom på selveste Oliebjerget.

Erik, som en velvillig eftertid gav tilnavnet “Den gode” eller “Ejegod”, der vistnok betyder ‘den altid gode’, forargede dog en from samtid ved at være overmåde kvindeglad. Selv Saxo, der ynder ham, ikke mindst fordi er hans helt, Valdemar den Stores farfar, må omtale hans

“løsagtighed, der satte stygge pletter på hans levned… Han nøjedes nemlig ikke med at pleje omgang med sin ægtehustru, men holdt friller…”,

som han vistnok fik en del børn med. Men dronning Bodil prises for sin overbærenhed, der fik hende til at vise

“de piger, hun mærkede, han fattede elskov til, moderlig kærlighed”.

Til sin stedfortræder, mens han var i udlandet, havde Erik valgt sin ældste frillesøn, Harald Kejsa, der fik det ry at han var en hård negl. Måske derfor fik han sit tilnavn, der betyder bredbladet spyd. Typisk var det, at han måtte dele magten med Asser. Kirke- og kongemagt i skøn forening.

Info

Søn af
Sven Estridsen og ukendt frille
——————————————————————————–

Gift med
Bodil
——————————————————————————–

Vigtige årstal

1095
Pave Urban 2. organiserer det første korstog til Palæstina.
Knud den Hellige bisættes under højaltret i Skt. Albani kirke.

1098
Erik Ejegod møder pave Urban

1101
Knud helgenkåres

1103
Erik Ejegod drager på pilgrimsfærd
Harald Kesja regerer som stedfortræder

Da Harald døde, var der frit spil for Knud. Han kan endda have taget tronen med sin hær, altså uden sammenkalde høvdingene for at få deres billigelse, men det ved vi dog ikke.

I det hele taget gik Knud 2. meget ind for at klare tingene lokalt. Der var ingen forbindelse til paven i Rom, i stedet forsøgte kongen med rige gaver til de danske domkirker af få lavet en dansk kirke, der var uafhængig af paven – og måske endda i taknemmelighedsgæld til ham selv! I et gavebrev til domkirken i Lund, blev den skånske biskop fritaget fra at skulle beværte kongen og hans følge, og desuden kunne indkassere de bøder, der måtte blive udstedt i den skånske område.

Knud 2. blev efterhånden mere og mere upopulær. Eftertidens kilder giver forskellige tiltag skylden: forsøg på at indføre tiende, forhøjede skatter, inddragelse af almene rettigheder. Men i sidste ende blev dog hans udbydning af leding. Det vil sige, at han gjorde brug af sin kongelige ret til at kommandere landboerne ud som soldater, en tidlig form for værnepligt. Disse ledingsfolk fik desværre ingen løn udover sold, og skulle selv holde sig med kost – samtidig med at markarbejdet hjemme blev forsømt. Så alt i alt var det en upopulær beslutning Knud d. 2. traf, da han bød til leding for at indtage England.

Samtidig blev kong Knud selv optaget en mulig trussel i Slesvig, og nåede derfor først for sent frem til Limfjorden, hvor ledingsflåden skulle have været klar. Mange var allerede taget hjem igen, og en stor del af folkene var i utilfredshed med kongen slet ikke mødt op.

Kong Knud ville straffe de udeblevne med bøder, men det fik de eller så besindige jyder til at gøre oprør. Knud måtte flygte; først til Slesvig, så til Fyn hvor han endte med at søge tilflugt i Sankt Albani Kirke – dog uden større held, da både Knud, hans hirdmænd og en munk blev dræbt den 10. juli 1086.

Helgenkåringen kommer i stand

Ikke så snart var Knud død, før arbejdet med at få ham helgenkåret gik i gang. Først blev der læst tegn i sol og måne, blandt andet ved at føre ild over den dræbtes ben. Hvis ilden går hurtigt ud i stedet for at antænde er det et hellighedstegn. Desuden tolkede man en efterfølgende forringet vækst for landbruget som et tegn på Guds utilfredshed med drabet.

Knuds broder, der senere blev kendt som Erik Ejegod, fik med blandt andet et personligt besøg hos pave Urban 2. kong Knud kåret som helgen. Og i 1101 blev Knud den Helliges lig flyttet fra den simple begravelsesplads til et gyldent helgenskrin, der blev anbragt på alteret i Sankt Knuds kirke i Odense.

Helgenkåringen af Knud 2. var dog ikke uden politiske undertoner. Med denne handling sendte paven et tydeligt signal til den tyske kejser, som han var i evigt klammeri med. Og den åbnede mere op for muligheden for at få et selvstændigt nordisk ærkebispesæde.

Info

Søn af
Sven Estridsen og ukendt frille
——————————————————————————–

Gift med
ca. 1082 Edel af Flandern
——————————————————————————–

Vigtige årstal

1085
Knud den Hellige udbyder leding for at generobre England

1078
Kongens gavebrev til Lundekirken