Desværre ved vi ikke så meget om Saxo Gramaticus selv. Vi ved ikke hvornår eller hvor han er født – og heller ikke hvornår han dør.

Men han har skrevet “Gesta Danorum” (Danernes bedrifter) som fortæller en masse om den tidlige danske historie.

Desværre er de bestemt hverken særligt mange eller særligt pålidelige. Deres udsagn skal derfor tages med et gran salt og helst sammenlignes med andre kilder, der kan be- eller afkræfte deres påstande.

En af årsagerne til upålideligheden hos i hvert fald de tidligste kilder, er trangen til at kunne føre stamtavlen så langt tilbage som muligt.

Desuden var det som oftest den nuværende konge, der finansierede skrivningen af krønikerne, og derfor ville resultatet bliver præget af netop denne tids syn på fortiden. Passede det skrevne ikke kongen, kunne man bedste fald risikere at miste sin betaling – i værste fald mistede man hovedet!

Kilderne

Forskellige danske sagn og fortællinger

Beovulfkvadet

Saxo Grammaticus

Adam af Bremen

Sven Aggesen

Efter Olufs død blev den fjerde af Svens sønner, Erik, valgt til konge af stormændene. Han havde været ved Knuds side, da broderen blev dræbt i Odense, og var flygtet til Sverige for ikke at blive endnu et af det folkelige oprørs ofre.

Erik og folket

Om hans forhold til det danske folk ved man intet. Noget tyder på, at han i begyndelsen af sin regeringstid havde nok at gøre med at bekæmpe venderne, et slavisk folk, der havde hjemme i Nordtyskland. Venderne var trængt af germanerne, der var ved at kolonisere den østlige del af Tyskland. For at klare sig slog venderne ind på plyndringer, og det fik især lollikkerne og falstringerne at mærke. Stednavne som Korselitse på Falster og Kramnitse og Vindeby på Lolland viser, at de til med formåede at bosætte sig på dansk område. Tilsyneladende lykkedes det Erik at erobre vendernes vigtige base, Rügen, og lægge den under Skjalm Hvide, kongens jarl på Sjælland.

Erik og kirken

Det var dog Eriks samarbejde med den danske kirke om at løsrive den fra ærkebispedømmet i Hamborg-Bremen, som optog hans sidste regeringsår. 1103 eller -04 lykkedes det med pavens velsignelse at oprette et selvstændigt dansk bispesæde i Lund. Asser, som Oluf havde gjort til biskop i Lund, blev Nordens første ærkebiskop. Konge, stormænd og kirke havde skabt en smuk treenighed.

Måske var det taknemmelighed over Guds godkendelse af det nordiske ærkebispesæde, der fik Erik til at drage på pilgrimsfærd til Palæstina. 1095 havde pave Urban 2. taget initiativet til det første korstog for at befri Det hellige Land fra de vantro muslimer. 1099 erobrede fromme krigsfolk Jerusalem og mejede såvel muslimske krigere som civile ned.

Da Erik rejste fra Danmark 1103, havde han godt nok krigsfolk med sig under den lange og farefulde rejse, der gik over Novgorod i Rusland og Konstantinopel, den kejserlige hovedstad i Det byzantinske Rige. Hvordan kejseren modtog ham vides ikke, men Erik slap videre. Han kom dog ikke længere end til Cypern, hvor han og blev begravet. Hans dronning, Bodil, nåede helt til Det hellige Land, hvor hun skal være død af sygdom på selveste Oliebjerget.

Erik, som en velvillig eftertid gav tilnavnet “Den gode” eller “Ejegod”, der vistnok betyder ‘den altid gode’, forargede dog en from samtid ved at være overmåde kvindeglad. Selv Saxo, der ynder ham, ikke mindst fordi er hans helt, Valdemar den Stores farfar, må omtale hans

“løsagtighed, der satte stygge pletter på hans levned… Han nøjedes nemlig ikke med at pleje omgang med sin ægtehustru, men holdt friller…”,

som han vistnok fik en del børn med. Men dronning Bodil prises for sin overbærenhed, der fik hende til at vise

“de piger, hun mærkede, han fattede elskov til, moderlig kærlighed”.

Til sin stedfortræder, mens han var i udlandet, havde Erik valgt sin ældste frillesøn, Harald Kejsa, der fik det ry at han var en hård negl. Måske derfor fik han sit tilnavn, der betyder bredbladet spyd. Typisk var det, at han måtte dele magten med Asser. Kirke- og kongemagt i skøn forening.

Info

Søn af
Sven Estridsen og ukendt frille
——————————————————————————–

Gift med
Bodil
——————————————————————————–

Vigtige årstal

1095
Pave Urban 2. organiserer det første korstog til Palæstina.
Knud den Hellige bisættes under højaltret i Skt. Albani kirke.

1098
Erik Ejegod møder pave Urban

1101
Knud helgenkåres

1103
Erik Ejegod drager på pilgrimsfærd
Harald Kesja regerer som stedfortræder

Efter Knud den Helliges død lykkedes det for oprørerne at få Oluf frigivet fra fangenskabet i Flandern. I stedet måtte Olufs yngre broder, den senere kong Niels, rejse til Flandern og indtage hans plads som gidsel. Olufs dronning, Ingegerd, var datter af Danmarks gamle fjende, Harald Hårderåde, og ægteskabet kan have været et led i forsoningen mellem Harald og Sven efter slaget ved Nisåen i 1062.

Al viden om Oluf – inklusive hans tilnavn – er farvet af eftertidens behov for at skildre Guds straffedom over det rige, der dræbte en helgen. Sandt er det da også, at Danmark blev ramt af hungersnød og pest, men det skete i store dele af det øvrige Europa, så det er noget sludder, når Saxo i sin danmarkshistorie fra omkring 1200 hævder,

“at i nabolandene var der fuldt op af korn, så det var det enkelte folk, der skulle straffes”,

men påstanden passer naturligvis i Saxos kram.

Det eneste man med sikkerhed ved, er at Oluf 1089 fik udnævnt Asser fra den jyske stormandsslægt Thrugot til biskop i Lund, efter at den hidtidige bisp Rikvla, en ven og rådgiver for Knud den Hellige var død.

Udnævnelsen af Asser, der senere kom til at spille en vigtig politisk rolle, er et af de første udtryk for, hvorledes stormandsslægterne stræbte efter at besætte de efterhånden velbeslåede bispedømmer, uden at der derfor var nogen garanti for, at de var så fromme og teologisk kyndige, som man måtte kunne forlange af et kirkeligt overhoved.

Selv om Saxo også mente at vide, at Oluf end ikke havde brød nok til at fejre julen med, var det næppe af sult, Oluf døde den 18. august 1095. Hvor han er begravet vides ikke.

Info

Søn af
Sven Estridsen og ukendt frille
——————————————————————————–

Gift med
Ingegerd af Norge
——————————————————————————–

Vigtige årstal

1089
Asser udnævnes til biskop i Lund

ca. 1090
Knuds helgenkåring forberedes

Gorm, der senere fik tilnavnet “den Gamle“, blev 958 begravet i en mægtig gravhøj, der ligger i Jelling i Østjylland, hvilket kunne tyde på at Gorm den Gamle var konge i hvert fald for det sydlige Jylland.
I tilknytning til højen findes to mindesten, hvor der i Den Lille Jellingesten er ristet følgende runer i:

“kurmr kunukr karthi kubl thusi aft thurui kunu sina tanmarkar but”

eller på lidt mere forståeligt dansk:

“Gorm konge gjorde disse kumler efter Thyra sin kone, Danmarks pryd”

På Den Store Jellingesten er han også nævnt, her står der:

Haraltr kunukr bath kaurua kubl thausi aft kurm fathur sin auk aft thaurui muthur sina sa haraltr ias sar uan tanmaurk ala auk nuruiak auk tani karthi kristna

eller:

Harald konge bød gøre kumler disse efter Gorm fader sin og efter Thyra moder sin, den Harald som sig vandt Danmark al og Norge og danerne gjorde kristne

Hvor Thyra kom fra, ved vi ikke, men et forsigtigt gæt udfra betegnelsen ‘Danmarks pryd’, må være at hun stammede fra danernes grænseområde, da kongerne sjældent fandt hustruer indenfor egne grænser. Måske har hun været fra øerne øst for Lillebælt eller Storebælt.

Gorms skelet

Man mener at have fundet Gorm den Gamles skelet. Da man gravede i gravhøjen viste den sig at være tom, alt indhold var fjernet gennem et hul i loftet. da man senere fandt en række skeletstumper under den første kirke, som Gorms søn Harald byggede i nærheden, mente man at det måtte være resterne af Gorm.
Hvis det virkelig er Gorm kan man konstatere, at han var 40-50 år da han døde, og at han var ca. 172 cm høj – en ret høj mand dengang. Han var ikke kraftig bygget, men som det hedder i rapporten “i lighed med de fleste midaldrende danskere til enhver tid led han af slidgigt i den nederste del af rygsøjlen”. Det svarer også meget godt til det billede man får af ham i krønikerne.

Gorm havde gigt. Det er stort set det eneste, man med nogenlunde sikkerhed ved om den konge, der betragtes som den egentlige stamfader til hele den danske kongeslægt, og som man via stamtavlerne – godt nok ad mange snørklede veje – kan føre vor nuværende dronning tilbage til.

Ifølge Saxo

“Kong Gorm den Gamle blev gift Thyra dater af Kong Æthelred (d. 879), og sammen fik de sønnerne: Knud og Harald. Knud omkom under et togt til Irland. Gorm elskede Knud og havde svoret, at han ville slå den ihjel, som overbragte ham budskabet om Knuds død. I stedet for at overbringe budskabet til kongen, hængte Thyra sorte klæder for vinduerne og klædte sig i en gammel sæk. Gorm spurgte hende, om det betød, at Knud var død, hvortil hun svarede: “Det sagde du, herre, og ikke jeg.”

Mon ikke at der er to Konger, som er blandet sammen?! Der var en dansk konge i England, som hed Gorm den Gamle og havde en søn, som hed Knud, og som var nær ven med Kong Æthelreds søn.

Tidspunktet for Gorms død er rimeligt præcist, for det er bestemt udfra det træ, der befandt sig i hans gravhøj.

Vigtige årstal

? – 958
konge fra ?
Søn af
Hardeknud og ?

Gift med
Thyra

936
Biskop Unni forsøger forgæves at få lov til at missionere.

Links til Gorm den Gamle

• Aksel E. Christensen: Mellem vikingetid og Valdemarstid. Et forsøg paa en syntese; Historisk Tidsskrift, Bd. 12, rk. 2; 1966
• Vilh. la Cour: Hvem byggede “forbindelsesvolden mellem Haddeby nor og Danevirke sø?; Historisk Tidsskrift, Bd. 8, rk. 2; 1909
• Vilh. la Cour: Kong Gorm og Dronning Tyre; Historisk Tidsskrift, Bd. 9, rk. 5; 1926
• Kr. Erslev: Dronning Tyre og Dannevirke; Historisk Tidsskrift, Bd. 9, rk. 6; 1929
• Lis Jacobsen: Kong Haralds og Kong Gorms Jelling-Monumenter; Scandia, Bd. 4; 1931; s. 234-269
• Henrik Larsen: Hvad Ret havde Gorm den Gamle og hans Slægt til Danmarks Throne?, Historie/Jyske Samlinger, Bd. 5, Rk. 3; 1937
• Bent Østergaard: Sven Estridsens danmarkshistorie. Danmarks politiske historie ca. 890-985; Historie/Jyske Samlinger 1994

Men sagn er ikke til at stole på. De første danerkonger, man med sikkerhed kender noget til, dukker først op fra 500-tallet efter Kristi fødsel, men vi ved meget lidt om dem, kun at de var nogle morderiske herrer.

“Danmarks første konge hed Dan, og det var ham der gav landet navn. Dan levede samtidig med Det Gamle Testamentes berømte kong David og stammede selv i femtende led fra Japhet, Noahs søn, og eftersom Noah jo var den eneste mandsperson, der overlevede Syndfloden kan den danske kongeslægt føres tilbage til Adam selv, ubrudt og i lige linie. Og da det altså vides, at Dan var samtidig med David, kan det med allerstørste præcision fastslås, at Dan blev konge år 2910 efter verdens begyndelse og år 1253 efter Syndfloden.”

Sådan skriver præsten Claus Christoffersen Lyschander i De danske Kongers Slægtebog, som udkom i 1622. På den tid sloges Danmark og Sverige om herredømmet i Norden, og det var derfor vigtigt at kunne påvise, at lige netop deres kongeslægt var den ældste.

På trods af det ihærdige forsøg lykkedes det dog ikke for Lyschander at slå svenskerne. De kunne nemlig føre deres kongeslægt tilbage til kong Erik, der havde regeret på Abrahams bedstefars tid. Det var lang tid før David, og derfor også længe før kong Dan blev født!

Der er ikke helt enig om, hvem der var danernes første konge. Den store middelalderlige historiker Saxo Grammaticus gør Dan til den første, mens Svend Aggesen – der er samtidig med Saxo – udfra islandske sagaer mener at kunne udpege en kong Skjold, som den første. Han skulle desuden være kommet til Danmark helt alene på et stort skib, sendt af Odin for at redde det kongeløse land fra en grum skæbne

Skal manvære strengt historisk, så hedder den første danske konge Knud 1. den Store for det er først med ham at vi har sikre i kilder – blandt andet med en årbog fra Lund.

De første kendte danske konger

Der findes fantastiske historier om Dan og Skjold, Halvdan og Frode, Roar og Helge, Rolf Krake og Hjarvard, Vermund og Uffe og alle de andre, men dem lader vi ligge indtil videre.

Den første vi med en vis historisk sikkerhed kan udpege som konge af Danmark er fra ca. 500 år e.Kr. Han har det meget udanske navn Chochillaicus, måske en latinsk udgave af Hygelac. Han blev i år 515 dræbt under et angreb på frankernes rige – og det er alt, hvad vi ved om ham!

En ærkebiskop Willibrord forsøgte omkring 700 af missionere hos “de vilde daners stamme”. De blev regeret af o­ngendus, “en mand mere grusom end et vilddyr og hårdere end sten”, og det er, hvad vi ved om ham.

Fra slutningen af 700-tallet findes en beretning om sakserhøvdingen Widukind, der i 777 og 782 søgte tilflugt hos danske kong Sigfried. Der fortælles også om at kong Sigfried deltog i et møde hos Karl den Store i 782, men vi ved ikke noget om, hvad det gik ud på.

Men så fra omkring 800 begynder der at ske noget: Frankerriget udvides helt op til Saksen og vi bliver der med naboer til de frankiske historieskrivere, der er nogle af periodens flittigste.

Hvor stort det danske rige er ved vi ikke, men de omtalte konger regerer i hvert fald over Jylland. Allerede omkring 650 blev den første del af Dannevirke anlagt – med en udvidelse 85 år senere – og i 720′erne udgrave Kanhavekanalen på Samsø, der skulle lette overvågningen af farvandene omkring øen.

Godfred og Karl den Store

Den første konge der er mere end bare et navn, er Godfred. I 808 overfaldt han nordøst for frankerriget og indtog blandt andet handelscentret Reric. Her blev alle handelsfolkene deporteret til Godfreds eget nyanlagte handelssted Hedeby. Da Hedeby lå syd for den eksisterende del af Dannevirke, blev der bygget en sydligere vold, Kovirke.
Godfred forsøgte igen i 810 at udvide det danske område, men denne gang blev frankerne så irriterede, at selveste Karl den Store gav sin hær marchordre mod nord. Men inden det kom til kamp, var Godfred blevet myrdet, enten på grund af et internt opgør i den danske lejr eller af frankiske snigmordere, vi ved det ikke. I stedet blev der fredsforhandlinger, der blandt andet fastlagde grænsen ved floden Ejderen.

Harald Klak og Godfredssønnerne

Fredsaftalen med Karl den Store blev indgået af kong Hemming, der på det tidspunkt var konge over Jylland, øerne, det østfoldske Norge og muligvis Skåne. Han døde allerede i 812, og herefter fulgte en lang strid om arvefølgen. Blandt efterfølgerne var Harald og Reginfred, men Godfreds sønner fordrev dem og slog endda Reginfred ihjel.

Harald, der senere fik tilnavnet Klak (betydningen er ukendt), og var her i 815 i forreste front, da frankerne for første og sidste gang forsøgte at erobre Danmark. Det lykkedes ikke, blandt på grund af en dygtigt ledet dansk flåde, og først i 819 lykkedes det på grund af splid mellem Godfredssønnerne, at få listet Harald Klak ind som medkonge. Det holdt dog kun til 823, hvor han rejser tilbage til Kejser Ludvig og klager sin nød. Kejseren vælger i stedet at slutte fred med Godfredsssønnerne og indsætter Harald som greve i Nordfrisland. Han bliver ved samme lejlighed døbt og er derved den første daner med kongenavn, der overgår til kristendommen.

I forbindelse med Ansgars ophold i Danmark om tales to af Godfredssønnerne, Horik1 og Horik 2., men herefter fortaber den danske kongerække sig i tågerne. Muligvis har flere regeret samtidig og sikkert også ligget i strid med hinanden. seneste 873 nævnes Sigfred og Halvdan, men herefter er det usikkert. Runesten fortæller om Asfrid, der rejste mindesten over “kong Sigtryg, hendes og Gnupas søn”, men hvor og hvornår han var konge vides ikke. Vi skal helt ind i 900-tallet, før der omtales en Hardeknud, der havde en søn der hed Gorm.

Info

ca. 650
Første del af Dannevirke anlægges

ca. 726
Kanhavekanalen på Samsø anlægges

ca. 787
De første vikingetogter

808
Hedeby grundlægges og Kovirke anlægges

810
Godfred dræbes

815
Forgæves frankisk forsøg på at erobre Jylland

823
Kristen mission blandt danerne ved ærkebisp Ebo

826
Harald Klak døbes

827
Ansgars forsøg på mission mislykkes

843
Frankerriget tredeles

845
Hamborg hærges af vikinger under kong Horiks ledelse

ca. 850
Den første danske kirke bygges i Hedeby

876
Dansk kolonisation i England påbegyndes