Et af mine websites – faktisk et af dem der er penge værd – er for nyligt blevet ramt af hackere. De kom ind via en ftp-adgang, der ikke burde eksistere, men det problem er løst nu og der er ikke flere huller (så vidt jeg ved).
Men det viser sig nu, at der er en rigtig træls langtidseffekt. Deres mål var nemlig at bruge mit site til systematisk at levere spam-sider med links til deres egne afffiliate-sites.
Pludselig var der enormt megen trafik på sider, jeg ikke kendte til, og det var det, der gjorde at jeg opdagede det. Samtidig blev jeg via Google Webmaster gjort opmærksom på den kraftige ændring i trafikken.
Men inden jeg kunne nå at gøre noget, havde Google smidt domænet ud af deres indeks – katastrofe!
Jeg fik hurtigt ryddet op og lukket hullet, men skaden var jo allerede sket. Jeg kontaktede Google og bad om at blive lukket ind igen, da der nu var ryddet op. Det blev jeg heldigvis ret hurtigt.
Men så blev jeg atter smidt ud, for nu var der en stor mængde sider, der ikke længere eksisterede på mit website. Selvfølgelig, for det var jo alle de spamsider Google havde bedt mig slette!
Jeg kontaktede dem igen og oprettede samtidig en redirect fra de fjernede sider (de lå alle i en bestemt mappe) til en ny side, der forklarede hvorfor de var endt der.
Men skaden er åbenbart noget værre, for selvom Google har lukket mig ind igen, så ligger siden og skvulper med besøgstal langt under fordums tal.
ØV!
ellegaard
Uddannet underviser, IT-administrator og WordPress-guru. Har arbejdet med design og udvikling af digitale løsninger siden 2005.