Hashtag på tavle

Hashtag er en nem måde at nå længere ud. Når du laver et opslag på sociale medier, så rammer du dine egne følgeres feed. Og det er godt og dejligt.

Men det er også godt at komme endnu længere ud, at nå endnu flere potentielle kunder. Det kan ske ved at dine følgere deler, men du kan også udvide dit publikum ved at bruge hashtags.

Hvad er hashtags?

Hashtags er en betegnelse for en type etiketter, som man kan sætte på et opslag – og som andre så kan søge efter. De findes – i forskellig form og udbredelse – på både Instagram, Twitter, LinkedIN og Facebook. Så der er rigtig god grund til at sætte sig ind i, hvordan de bruges.

Brug hashtag til at få bedre reach/rækkevidde 1

Det er en form for søgning, der bare er gjort nemmere. Og hvor du på forhånd har en ide om, at mange vil søge efter lige præcis dét ord. Selvfølgelig kan man søge på alting, men ved at bruge relevante hashtags øger du chancerne for at dit opslag blive fundet.

Faktisk er de opfundet af en bruger på Twitter, ikke platformen selv. Tilbage i 2007 blev det foreslået af Chris Messina som en måde til at en gruppe nemt kunne finde andre opslag om det samme emne. Senere blev det integreret i platformen og har siden bredt sig til næsten alle andre sociale medier.

På nogle platforme bliver hashtag automatisk til links, der viser en søgning på dette ord. Altså en meget nem måde at finde mere om det samme emne.

På fx Twitter er det almindeligt at bruge bestemte hashtags til bestemte emner, men ikke kun for at gøre det mere søgbart. På denne platform er det nemlig også nemt at ‘mute’ opslag, der er markeret med et bestemt hashtag. På den måde kan man nemt slippe for de fleste politiske tweets ved at mute #dkpol (dansk politik) – eller sortere fodbold-tweets fra med #cldk (danske hold i Champions League).

Målet må være at finde noget, der placerer det et sted mellem #nyhed og #DetPræciseHashtagDerRammer­DinMålgruppeNøjagtigt­MenSomIngenSøgerPå­OgDerforAldrigBliverFundet

Sådan bruger du hashtags

Du kan bruge dem som ’emne-etiketter’ eller du kan bruge dem strategisk.

Når du har skrevet dit opslag, tilføjer du 3-5 hashtags der beskriver indholdet i dit opslag. For et opslag på en sommerferie kan det fx være #sommerferie #toscana #italien #dagensis #gelato – hvis nu billedet var af en italiensk is indtaget i Toscana.

I det her tilfælde er hashtag skrevet på dansk, rettet mod et dansktalende publikum. Hvis du har skrevet opslaget på et andet sprog, så giver det selvfølgelig bedre mening at dine hashtags også er på dette sprog.

Den mere strategiske brug indebærer lidt research-arbejde.

Find relevante nøgleord

Her handler det om, at finde ud af hvilke hashtags dine potentielle følgere og kunder bruger for øjeblikket. Hvis de bruger dem, er der også gode chancer for at de søger efter andre, der bruger de samme hashtags.

Hashtags på Twitter

Det er nemt at finde de mest brugte hashtags på twitter

På Twitter er det nemt, da platformen selv promoverer brugen af dem og viser hvilke tags der for øjeblikket er mest i brug.

Listen opdateres kontinuerligt og er regionalt bestemt, så som standard vil du i Danmark se de mest brugte danske tags.

Du kan dog tilpasse denne visning ved at klikke på tandhjulet over listen og skifte til et andet land.

Eller du kan vælge at få vist, hvad der er mest relevant for dem du følger. Bemærk: dem du FØLGER – ikke dine følgere.

Listen viser i første omgang 5 tags, men kan udvides over to omgange til at vise en liste på 20 tags.

Hashtags på Instagram

Hvis du tilføjer hashtags til dit billede, så ser det for øjeblikket ud til at det får en højere prioritet – i hvert fald indtil algoritmen ændres næste gang. Men brug ikke for mange, 3-5 er passende.

På Instagram starter en autocomplete så snart du skriver det første tegn efter #’et, og samtidig kan du se, hvor mange der har brugt det pågældende tag.

Når man bruger søgefunktionen bliver disse nøgleord i stor stil brugt til at vise dig relevante opslag. Derfor bliver det ofte brugt af brugerne til at finde nye profiler at følge. Og derfor er det også en god måde at få kontakt med nye brugere. På Instagram kan man jo ikke så nemt som på fx Twitter anbefale indhold til andre.

Brug hashtag til at få bedre reach/rækkevidde 2

Her kan du finde en liste over de 100 mest brugte hashtags på Instagram lige nu og her!

Den kan også bruges til at give dig en lille advarsel – de mest brugte er nemlig ikke altid de bedste. Hvis alt for mange bruger det samme tag, så vil dit opslag bare drukne i mængden.

Så platformene hjælper dig lidt på vej. Men vil du vide lidt mere, så skal du kigge efter andre websteder/apps, der kan genere hashtags.

Hashtags på Facebook

Facebook har ret sent indført tags og det har aldrig fundet den samme udbredelse som de to and platforme.

Det skyldes nok primært, at manges opslag er private og du derfor ikke kan finde dem via hashtags. Det sætter en kraftig begrænsning på effekten af dem. Resultatet af en søgning er ganske enkelt for ringe.

Du kan dog godt bruge dem til at håndtere opslag på fan-sider, og du kan ved at bruge dem på din firma-side være med til at øge kendskabet til og brugen af dem på de andre platforme.

Men du skal være endnu mere varsom med antallet. Undersøgelser har vist at bare ved at gå fra 2 til 3 tags vil give markant færre reaktioner. Det vil sikkert ændre sig over tid, men lige nu skal du begrænse dig.

Newsjacking og trendjacking

I visse tilfælde kan man med lidt smart og hurtig tænkning surfe med på en bølge af hurtige trends.

Hvis en national eller international nyhed pludselig bliver spredt viralt via et hashtag, så kan man koble sig på denne trend ved at bruge dette hashtags i sammenhæng med eget produkt eller tjeneste.

Fx da Oreo under en strømafbrydelse til Superbowl i 2013 var hurtige med et tweet med teksten “You can still dunk in the dark”.

Men brug newsjacking forsigtigt. Internettet er fuld af historier om firmaer og influencers, der aflæste situationen forkert og i stedet endte i en shitstorm.

Brug tags i WordPress

I WordPress har du også tags eller nøgleord. De kan fungere ligesom hashtags ved at skabe forbindelse på kryds og tværs mellem forskellige kategorier.

Fx har dette indlæg fået tilføjet hashtag’et Twitter, som du kan se nederst på siden. Og ved at klikke på dette hashtag får du vist en række af indlæg, der alle handler mere eller mindre om Twitter.

Det gør det nemt for brugerne at finde relaterede artikler, der jo ikke nødvendigvis er i samme kategori. Og samtidig forbedre du spindelvævet af links i mellem de forskellige sider på webstedet.

Morten Ellegaard - selvportræt med vest og hat
ellegaard

Uddannet underviser, IT-administrator og WordPress-guru. Har arbejdet med design og udvikling af digitale løsninger siden 2005.

Lignende artikler