Din personlige Linkedin profil er nok den mest ‘professionelle’ måde at være tilstede på de sociale medier. Linkedin har længe været brugt til både at søge job og præsentere virksomheder for jobsøgende.
Men du kan bruge Linkedin til meget mere end bare at gøre dig tilgængelig, når du er uden arbejde. Der er masser af muligheder for at gøre dine evner kendt, finde nye samarbejdspartnere og udbygge dit netværk – og her er Linkedin rigtig godt.
Hele Linkedins struktur er bygget til at skabe netværk mellem mennesker, det bliver promoveret konstant. Faktisk så meget, at du skal være varsom med bare at følge anvisninger fra Linkedin ukritisk, da det kan have en negativ effekt på andres opfattelse af dig.
Opret en personlig profil
Opret en bruger på Linkedin og begynd at udfylde med data. Linkedin hjælper dig langt hen ad vejen, men lad være med at lede efter kontakter, før du er næsten helt førdig med profilen. Bare vælg ‘Spring over’ hver gang du bliver tilbudt at lede efter kontakter.
Du vil fra starten af blive tilbudt en betalingsløsning, men start bare med den gratis version. Det er ikke nødvendigt med Premium for at kunne bruge Linkedin fornuftigt.
Billede
Sørg for et pænt og vellignende billede. Det er det første indtryk, nye kontakter får af dig, så det skal helst være pænt og professionelt. Du behøver ikke hyre en prof-fotograf til at tage det, men lad være med at bruge et udklip fra et feriebillede i dårlig og grynet kvalitet.
Overskrift
Brug de 120 tegn til at lave en beskrivelse af dig selv og dine evner. Det er fint nok med en titel, men gør det lidt mere beskrivende end en titel. Hvad er du kendt på/som?
Erfaring
Oprids dine tidligere ansættelser, gerne med beskrivelse af specifikke opgaver, du har løst. Det ender som liste ligesom man typisk ser det på et CV.
Uddannelser
Medtag det relevante. Har du flere videregående uddannelser, så er din folkeskoletid ikke længere relevant.
Kontakt
Sørg for at få udfyldt med informationer om dig selv – og en email til at kontakte dig for. For det er vel derfor, at du er på Linkedin?
Dine kontaktinformationer kan kun ses af de personer, der kender dig i første led. Så hvis du gerne vil kontaktes af mulige kunder og samarbejdspartnere, så kan det anbefales at skrive din email i din profilbeskrivelse også. Så kan man altid se den.
ellegaard
Uddannet underviser, IT-administrator og WordPress-guru. Har arbejdet med design og udvikling af digitale løsninger siden 2005.