Som webdesigner har man en ide om, hvordan man gerne vil have brugerne til at bruge et bestemt designpunkt. Som erfaren webdesigner ved man, at brugerne ikke altid er enige i det!

Vi har en viden om, hvordan man gør brugerne opmærksom på, at her er der mulighed for at udføre en handling. Det kan være en knap eller et link eller noget andet. Og så længe det er tydeligt, at det er en knap eller et link, så fungere det også fint.

Men ind imellem får man som designer en smart ide om at lave et lidt anderledes design. Så er knappen måske knapt så tydelig som tidligere. Og så kan man måske endda som bruger tage fejl af om det er en knap eller ej.

Derfor er det vigtigt at lade brugere teste et design eller nyt layout.

Ind imellem er det ikke muligt at lave en større brugertest, for eksempel hvis ændringen meget lille eller kun aktiv i en begrænset periode.

Så kan det være en god ide i stedet at optage brugernes aktiviteter på webstedet.

And… ACTION!

Det er nemt nok at sætte op, hvis du har lidt grundlæggende viden om html og dit websteds opbygning. Der skal blot aktiveres et script på webstedet, så er det klart til at optage.

Jeg har gode erfaringer med at bruge tjenesten Hotjar (affiliate link ;) ). Og skal du kun bruge det en gang imellem, så er der endda en gratis version, der er fint til lige at teste mulighederne af. Betalingsversionen giver dog væsentligt bedre muligheder, så det er værd at overveje på længere sigt.

Her opretter du domænet i tjenesten, kopierer en kode og indsætter den i webstedets header – og så kører det!

Efter et stykke tid (afhængig af hvor mange brugere du har) får du besked om at den valgte mængde data er indsamlet, og du kan nu sidde i ro og mag og kigge brugernes bevægelser igennem.

Morten Ellegaard - selvportræt med vest og hat
ellegaard

Uddannet underviser, IT-administrator og WordPress-guru. Har arbejdet med design og udvikling af digitale løsninger siden 2005.